Vedligehold af alufælge

Alufælge kræver lidt mere vedligehold end stålfælge. Fælge med få eger er rimelig hurtige at rengøre; men regn alligevel med at skulle bruge lidt ekstra tid, hver gang du vasker bil. På fælge med mange eger, skal man helst ikke være allergisk overfor rengøring.
Man skal specielt være opmærksom på de forreste fælge. De bliver udsat for meget bremsestøv fra bremserne, og vaskes fælgene ikke med jævne mellemrum, kan det i enkelte tilfælde give misfarvninger. Sidder snavset godt fast, kan det være en god ide at bruge fælgrens eller at sætte fælgene "i blød". Vaskehal er normalt ikke et problem; men hyppige bilvask i vaskehal vil slide på fælgens lak, på samme måde som på bilens lak. De fleste vaskehaller kan normalt ikke gøre fælgene helt rene.
Vær opmærksom på, at fælge med poleret fælgkant eller "Chrome look" er mere sarte end en sølvlakeret. Fælgrens må ikke bruges til fælge med "Chrome look".
Ved montering af alufælge, skal man huske at efterspænde dem efter 50 - 100 km. og igen efter 400 - 500 km. Dette er især vigtigt ved helt nye fælge, da det nye aluminium godt kan "arbejde" lidt. Hjulboltene skal spændes krydsvis med et moment på 100 nm. (gælder for de fleste biler). Har du købt alufælge hos os, kan du naturligvis bare komme forbi, så efterspænder vi hjulene.

